Mottaker: | JOHAN IRGENS HANSEN |
Datering: | 28. mars 1894 |
Sted: | KRISTIANIA |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Kristiania, den 28. Marts 1894.
Kære herr Irgens Hansen!
Gerne efterkommer jeg Deres anmodning og véd ikke at gøre dette på nogen bedre måde end ved at medgive Dem indlagte introduktionskort. Dr. Elias boede samtidigt med mig i München. Kanské traf De ham der? Han er mig en kær, trofast ven og tjenestvilligheden selv. Han har meget udbredte forbindelser i literære og teaterkredse. I alle fald véd han hvem han bedst kan rekommandere Dem til for at skaffe Dem indpas der. Og jeg tviler ikke på at han i så henseende vil gøre sit bedste. Han er en ung, rig og uafhængig literaturhistoriker og fortrolig med vort sprog om han måské end ikke gerne taler det. Altså – jeg tror han vil kunne være Dem til megen nytte. –
Men nu benytter jeg anledningen til at bringe på bane en sag, som altfor længe har henstået uafgjort. Jeg tør forudsætte at De er bekendt med den kontrakt, som under 28. Oktober 1876 blev afsluttet mellem Teaterforeningens bestyrelse og mig. Denne kontrakt er fra bestyrelsens side gennem flere år bleven misligholdt idet ingen indbetaling af de mig tilkommende honorarer har fundet sted. Nu er jeg ikke længer tilsinds at finde mig heri. Jeg må fordre nøjagtigt regnskab og fuld indbetaling af mit tilgodehavende. Indtil så sker nedlægger jeg herved, overensstemmende med kontrakten, forbud imod nogensomhelst opførelse af mine stykker ved Bergens teaters skuespillere. Jeg er nødt til at gå således til værks. Thi her skatlægges jeg efter en ublu målestok for mine formentlige honorarer og derfor må jeg også nødvendigvis kræve disse resterende honorarer indbetalte. Vær af den godhed snarest mulig at bringe denne sag i orden på fredelig vej. For det ønsker jeg naturligvis helst.
Venskabeligst
Henrik Ibsen.